Pigen voksede op i en købmandsbutik i en landsby som talte 30 huse, 100 sjæle og så selvfølgelig en købmand. Købmanden var hendes far og fra hun blev stor nok til at kunne kigge op over disken var hun ikke til at drive ud af butikken, for her var rart og underholdende at være. Hun gjorde sig nyttig ved at rende i kælderen efter sodavand og gammel ost, og støve af på hylderne med gaveartikler. Hvis der kom nogen ind i butikken som hun ikke kendte, spurgte hun straks sin far, hvem det var, for han kendte alle.
Butikken var den lille bys absolutte centrum, der foregik ikke meget som købmanden ikke vidste om. Der blev fortalt rigtig mange historier. Måske var det der, det startede.

Ja – sådan begynder min historie, men da livshistorier ikke følger berettermodellen med konfliktoptrapning og ”point of no return” har de en tendens til at blive lidt kedelige i det lange løb
Så lad mig nøjes med at fortælle nogle enkelte historier om vejen fra købmandsbutikken, til i dag hvor jeg har min egen ”butik” – er blevet selvstændig som min far – om end i en noget anden branche.

Hvordan det gik til at teater og historiefortælling blev min levevej?

1.
Jeg er 7- 8 år gammel, jeg leger med tre søskende der bor på en gård oppe i byen Inger Merete, Preben og Henrik. Vi leger i den kolde stue og de siger til mig ”Lena do ska’ lawe kunster”. Jeg hopper op på spisebordet, hvad jeg lavede har jeg ingen anelse om, men jeg huske at de trimlede om på gulvet af grin. Fornemmelsen af at gøre noget, der får nogen til at grine er frydefuld.

2.
Overfor købmandsbutikken boede Jørgen og Karen, et gammelt ægtepar. De havde en ko og nogle høns og Jørgen var dertil grisehandler og ringer og graver. Han ville gerne ha’ en øl, men han ville hellere ha’ to, som min far sagde. Jørgen døde mens jeg endnu var barn og Karen boede der alene indtil det år hvor jeg blev student, da kom hun på alderdomshjem.
Karens hus blev købt af et ungt par, han læste arkæologi og hun dramaturgi – det var de første mennesker af ”den slags” der flyttede til Gosmer.
Jeg kiggede på Mette, som gik i lyserøde fløjlsbukser og var smart på den rigtige måde. Det er sådan en jeg vil være, tænkte jeg – og det blev jeg. Da jeg var færdig med at læse på dramaturgi begyndte jeg at ernære mig ved at arbejde med teater.

3.
Mens jeg læste spillede jeg med i mange teaterforestillinger. Blandt andet en 1950’er forestilling hvor jeg spillede en dreng, en ”Anders And rocker” på 16. Åbenbart meget troværdigt, for mange troede at jeg var en ung knægt. I den forestilling oplevede jeg det berusende, momentvis at ha’ publikum i min hule hånd. Jeg kunne vippe med et øjenbryn, gøre små små ting og de ville dø af grin. Det var en fantastisk oplevelse, og af alle de ting som dramaturgistudiet kunne føre til, valgte jeg at blive skuespiller.

Hvad så med historiefortællingen – hvor kommer det fra?

4.
Fredag aften havde butikken åben til kl. 8 og der var fyldt med mennesker. Karlene fra gårdene ”hang ud”, drak sodavand og røg cigaretter, Ove Troldbjerg købte en dåse store bayerske pølser og varmede dem på ”besovnen”. Karen og Thor ude fra marken kom og købte ind til hele ugen og blev hængende længe efter at handlen var afsluttet. Der blev snakket og grinet, der blev fortalt historier, historier om held og uheld om folk de kendte som måske havde dummet sig. Jeg husker ikke historierne, kun stemningen. Den var god.

5.
I mange år lavede jeg egnsspil ,store egnsspil overalt i by og på land, med hundredvis af medvirkende, med orkestre, heste, gamle biler, ja sågar en fiskekutter fik jeg til at medvirke i Esbjerg. Det var en dejlig proces at lave teater med en helt masse ”almindelige mennesker”, og selv om det ku’ være slidsomt havde vi en masse sjov undervejs. Jeg var, som instruktør, i centrum. Alle kendte mig og jeg kendte alle, ligesom i butikken. På et tidspunkt i begyndelsen af 1990’erne tænkte jeg :Der må være en nemmere måde at skabe dette fællesskab med mig i midten. Første gang jeg hørte om historiefortælling gik det op for mig, at det var det jeg søgte.

6.
Den sidste historie handler ikke om hvorfor jeg kom til at arbejde med historiefortælling, men om hvorfor jeg bliver ved:
Vi havde – i Dacapo Teatret – et job for en statslig styrelse. Styrelsen var ved regeringsskiftet i 2001 blevet skåret ned, og man havde oplevet en lang periode med mangel på anerkendelse, grænsende til fornedrelse. Personalet var trætte og mismodige og en anelse bitre. Vi havde aftalt at jeg skulle indlede dagen med at fortælle en historie.  (og selvfølgelig ikke hvilken som helst historie)Det gjorde jeg og der skete et magisk stemningsskift i salen. Ikke sådan at de pludselig blev i højt humør, men de begyndte at snakke med hinanden på en ny måde, det var tydeligt.
Historien åbnede døre, også dem der var gået i baglås.